Rent umiddelbart forekommer Ole Schjører-Hansens nyeste skulpturer som todimensionale. De virker som indramning af tomrummet; de favner luften, danner ramme omkring det uhåndgribelige. Måske er de snarere vinduer mod det uendelige, åbninger mod det ukendte?

Disse sorte indramninger viser sig senere at være lavet af bemalet jern og indeholder desuden en 3. dimension: dybden. De er ikke kun tegn, omrids, men også former.

Hver skulptur har sin særegenhed, men karakteristisk for de fleste er denne umiddelbare todimensionalitet, når værkerne betragtes frontalt. Skulpturernes bestanddele er yderst enkle: horisontale og vertikale jernplader, cirkel og stænger, samt som vigtigste element: rummet.

En af skulpturerne består af en ramme dannet af 3 sort bemalede jernplader, som hviler på en sokkel i samme materiale. Rammens 4. side dannes af en blåmalet jernstang, der vertikalt gennemborer rammens øverste side. Ved at gå rundt om skulpturen opdager man, at der i virkeligheden findes to blå stænger, der i parallelt forløb går igennem cirkelåbningen i den øverste plade. I modsætning til mange af Robert Jacobsens skulpturer, hvor rummet synes at være indespærret, fastholdt i en ramme af horisontale og vertikale planer, og inddraget i et samspil af positive og negative former, forekommer Ole Schjører-Hansens sorte rammer som åbninger – måske grundet jernets udprægede lethed.

En anden skulptur – også bestående af sort malede jernplader - indeholder i det indrammede rum en firkantet jernplade, der selv gennembrydes af en cirkelrund åbning. Vi står overfor en ramme, der rummer noget lige så uhåndgribeligt som luften. Og i dette tomrum findes en ny indramning af rummet. Skulpturen kredser omkring det ukendte, det udefinerbare. Det, man tror, man har fået fat i, fjerner sig igen. Perceptionen af skulpturen foregår gradvis: tiden - den 4. dimension - inddrages i processen. Den indeholder flere niveauer, svarende dels til vores perception af verdenen omkring os, dels til bevidsthedens forskellige lag.

Samspillet mellem det håndgribelige, det materielle – jernet – og det uhåndgribelige, det immaterielle – luften, rummet – er hovedtemaet for denne serie værker. Anderledes er en lidt større skulptur bestående af en diagonal plade, som giver et indtryk af bevægelse, noget usædvanligt i Ole Schjører-Hansens statiske verden.

Kunstneren har i de senere år forladt træet til fordel for jernet, der giver mulighed for en større præcision samt en større stilistisk renhed. Ved hjælp af sprøjteteknikken tilstræbes en så ensartet, blank overflade som mulig, ikke for perfektionens skyld, men for at undgå, at jernets uregelmæssigheder, malingens ujævnhed og penselføringens udtryk distraherer og fokuserer på det håndgribelige, således at tilskueren fastholdes i den konkrete verden. Ved at gøre overfladen næsten perfekt mister jernet sin oprindelige funktion, sin tyngde og sin materialitet, og bliver til tegn. Samtidig lurer faren for det dekorative i materialets skønhed; derfor kræver bearbejdelsen af fladen en balancegang mellem den ønskede perfektion og fastholdelse til en vis grad af det oprindelige materiale.

Ole Schjører-Hansen forsøger i sine skulpturer at skabe en helhed og opnå en harmoni mellem materiale og form, samtidig med at han tilstræber en større og større enkelthed. Hans rødder findes i konstruktivismen, som han mener langtfra er udtømt. Mens hans tidligere værker fra 90’erne - bestående af gamle motordele - førte tankerne til konstruktivismens sidste forsøg på at nærme sig den moderne verdens tekniske landvindinger, indeholder hans nyeste skulpturer i høj grad en åndelig dimension.

Marianne Barbusse